Berit er SÅ klar!
”Fornylig bekræftede vores generalforsamling, at Berit Aagaard Thuesen også er kandidat for os ved det kommende valg”, fortæller Formand for Vejens konservative vælgerforening, Peter Simoni. ”Berit er jo erfaren mht. valgkampe. Det har stor værdi, at vi har både nye navne på listen og nogle som har ”noget med i rygsækken”, der kan være med til at styre den holdånd, som vi vil bygge på”.
Berit Aagaard Thuesen kommenterer sit kandidatur for Det konservative Folkeparti:
Sundheden i Vejen Kommune bliver de kommende år udfordret på flere fronter – livstils-sygdomme bliver vi flere og flere som rammes af – og psykisk sårbare bliver vi også flere og flere af. Disse to områder, mener jeg, vi skal blive ved med at fokusere på fremover. For alt andet vil være at spille fallit. Udgifterne for kommunen vil være enorme og de menneskelige omkostninger det samme.
Ligeledes skal der fokus på vores ældrepleje. Jeg vil gerne have genindført klippekortsordningen, så ældre igen kan ”spare” tid sammen til ekstra ydelser efter eget ønske.
Den grønne dagsorden står mig meget nær. Vi kan gøre så meget godt for klima, natur og miljø. Både som kommune, men i høj grad også som borgere.
Alt kræver dog penge som investeres i diverse områder, og derfor vil jeg som altid gøre mit til at kommunens økonomi er i fokus. Med en sund økonomi, hvor vi sætter en ære i at optimere og effektivisere eller sagt på jysk – at bære os fornuftigt ad, så kan vi frigøre penge til nedbringelse af vores gæld og nye tiltag til gavn for os alle.
Partiets Borgmesterkandidat Frank Schmidt-Hansen supplerer:
Jeg er rigtig glad for at Berit igen stiller sit kandidatur til rådighed. Berit har nogle rigtig gode værdier på det sociale område og en enorm erfaring på miljøområdet. Det vil vi få stor gavn af i kandidatgruppen, ligesom at Berit vil være en stærk kandidat at få med ind i den nye byrådsgruppe.