Generalforsamling i Storkredsen – langt om længe…

Med godt 5 måneders forsinkelse pga. corona-situationen fik vi endelig gennemført generalforsamlingen i Storkredsen. Det foregik på Hotel Skibelund Krat. Her fik vi valgt de første folketingskandidater, som sammen med vores spidskandidat Niels Flemming Hansen skal kæmpe for flere konservative mandater i vores område. Indtil videre er Rasmus Dalberg, Frederik Münster og Annette Abildgaard Larsen valgt – men der er flere på vej. De vil blive valgt på et opstillingsmøde sidst på efteråret.

Generalforsamlingen betød også et formandsskifte, da Rikke Norlyk (Aabenraa) ikke ønskede genvalg. I stedet er Rasmus Sømod (Esbjerg) valgt. Ny næstformand er Hans Jørgen Larholm (Varde). ”Vores” Åse Mai Pedersen trådte, efter mange års tro og kompetent tjeneste, tilbage som økonomiansvarlig. Hendes post overtages af Rikke Norlyk.  Sekretær Lars Ellebye (Aabenraa) blev genvalgt. Vores mangeårige hovedbestyrelsesmedlem Niels Chr. Winum (Tønder) havde også valgt at træde af. Her blev Peter Simoni valgt, som storkredsens nye repræsentant i HB. Så vores vælgerforening er stadig repræsenteret i Storkredsens forretningsudvalg.