Andst på banen: Vi opstiller Rasmus Krabbe Sandvej

I vælgerforeningens bestyrelse siger vi “YES!!”. Efter mange år har vi igen en kandidat i Andst. Med Rasmus Sandvej på det konservative hold får Andst, som er et vigtigt udviklingsområde i Vejen Kommune, nu en kvalificeret borgerlig stemme til kommunalvalget. Og vi får endnu en engageret kandidat ind på vores hold (Peter Simoni, VF-Formand)

“Andst placering mod øst gør byen og området til et naturligt vækstområde i Vejen kommune, her vil Rasmus være en stærk og oplagt repræsentant i byrådet. Jeg ser frem til samarbejdet med Rasmus og de øvrige kandidater frem mod valgdagen – og drlvfølgelig også derefter”, udtaler De Konservatives borgmesterkandidat, Frank Schmidt-Hansen ifm. nomineringen.

Selv kommenterer Rasmus Sandvej sin beslutning om at kandidere for for De konservative:

”I Vejen kommune har vi mange lokale ildsjæle. Borgere som lægger kræfter i at skabe gode rammer for deres medborgere f.eks i foreninger, kulturelle tilbud og i aktivitetshusene. Det skaber gode rammer for vores liv i landsbyerne og tiltrækker nye tilflyttere, som ønsker at blive en del af fællesskabet.  Det skal vi som byråd understøtte og bidrage til, så vi fastholder og styrker det solide sammenhold vi alle sætter pris på.  Vi skal dyrke det nære fællesskab.

Jeg har arbejdet 12 år som leder i forsvaret og en af de vigtigste erfaringer jeg har gjort mig er at, alle har noget at bidrage med, men nogen skal sætte retning. Man skal favne forskelligheder uden at gå på kompromis med de grundlæggende politiske værdier man er formet af.

Vi skal bygge broer i stedet for grøfter. I byrådet skal vi alle samme mål, nemlig at skabe gode vilkår og rammer for borgerne i hele vores kommune. Men vejene dertil er forskellige. Det skal vi kunne debattere uden, at det bliver den mudderkastning, som vi i disse år oplever på mange områder i Danmark.

Jeg vil gerne bidrage med et forsat stort fokus på “det gode liv” i landsbyerne. Vi skal sikre udvikling på borgenes præmisser. Det betyder også, at vi skal lytte mere end vi taler.

Vi skal lytte til hinanden, men i høj grad også lytte til de borgere, som har valgt at stemme på os. Det skylder vi dem og ikke mindst hinanden.

Vejen er en skøn kommune, med dejlige landsbyer, smuk natur, lokale fælleskaber og gode tilbud til vores børn. Det skal Vejen kommune holde fast i og fortsat udvikle, så vi kan blive ved med at være et sted, som appelerer til mange.