Lad os få efterskole- og højskoleleverne tilbage, hvor de hører til
Mike Straarup er “teamet op” med forstanderen for Askov Højskole, Rikke Holm i dette skriv om at spille hasard med vores højskoler og efterskoler.
Læs deres fælles indlæg nednefor eller her: https://jv.dk/artikel/husk-vores-h%C3%B8jskoler-og-efterskoler
Læserbrev:
For rigtigt mange, især unge, mennesker er deres høj- eller efterskoleophold noget helt unikt. Noget, der måske kun sker den ene gang i tilværelsen og som sætter varige spor i resten af ens liv. For på vores højskoler og efterskoler lærer vi omkring fællesskab, sammenhold og demokratisk samskabelse. Vi bliver klogere på – og sammen med, hinanden. Og ikke mindst på os selv. Det er en enestående tid, der betyder meget og som ikke bare kan gøres om.
Eller sådan plejer det i hvert fald at være. Coronavirussen har sat en effektiv stopper for det klassiske høj- og efterskolefællesskab, hvor eleverne har været hjemsendt siden nytår. For mange er der stadig ingen afklaring omkring, hvornår de kan komme tilbage til den tid, der måske mere end nogen anden i deres livstid, skal være med til at forme dem som mennesker. Det er kritisk udover enhver tvivl.
Men kan landets høj- og efterskoler overhovedet åbnes på forsvarlig vis? Selvfølgelig kan de det. Det mener i hvert fald foreningerne for landets højskoler og efterskoler, der har lavet en plan for sikker genåbning. Det vil selvfølgelig betyde et anderledes ophold for eleverne, end de umiddelbart havde forestillet sig. Men vi er overbeviste om, de vil foretrække dette frem for den nuværende situation.
Hvis ikke højskolerne og efterskolerne snart genåbnes på forsvarlig vis, tør man knap gisne omkring følgevirkningerne blandt denne generations elever på landets højskoler og efterskoler. De, der måske aldrig får det nødvendige skub i ryggen, det eftertragtede selvtillidsboost, det solide faglige løft eller oplever og lærer at være en del af et fællesskab. Hvordan ser deres fremtid ud?
Vi vil ikke gøre os til herre over, hvad der er vigtigst at få åbnet først i vores samfund. Men hvis man betragter et høj- eller efterskoleophold som overflødigt eller ”pynt på kransekagen”, så har man grundlæggende misforstået udbyttet af et sådan ophold.
Højskolerne og efterskolerne er i høj grad med til at danne generationer af myndige samfundsborgere. Derfor er det både godt for den enkelte og har samtidig stor samfundsmæssig betydning, at de unge lærer at tage del i forpligtende fællesskaber. Vi er, tilstået, hverken virologer eller eksperter i smittespredning. Men der må kunne findes en forsvarlig måde at åbne vores høj- og efterskoler. Det skylder vi eleverne og fremtidens samfund.