Så er det ungdommens tur. Vi opstiller Mike Straarup, Askov
Der kommer stille og roligt flere kandidater på vores liste til byrådsvalget i november. Denne gang kan vi præsentere Mike Straarup fra Askov, som ny kandidat.
Borgmesterkandidat Frank Schmidt-Hansen udtaler følgende:
”Jeg er både glad for og spændt over at kunne præsentere Mike Straarup, som vores byrådskandidat til efterårets kommunalvalg. Vi går efter at få så bred og mangfoldig liste som mulig. Derfor er jeg rigtig glad for at Mike vil bidrage ved at stille sig til rådighed. Mike er en kapacitet indenfor sit felt med stor viden omkring familie- og foreningsområdet, samt stærkt engageret i sit lokalsamfund i Askov. Jeg ser frem til at følge ham i valgkampen og – forhåbentlig – skabe mange, gode resultater for vores kommune, sammen med ham i den kommende byrådsperiode. Så, velkommen på holdet til Mike! ”
Mike er 27 år og arbejder til hverdag med kommunaløkonomi på dagtilbuds-, skole- og fritidsområdet. Mike er bosiddende i Askov, far til to, gift med Ditte og er i sin fritid bl.a. næstformand i Askov Menighedsråd.
Mike brænder for det gode børne- og familieliv i Vejen Kommune. Selv peger han konkret på følgende:
”Der skal være plads til forskellighed. Vi skal arbejde for, at den kommunale organisering ikke begrænser familiernes mulighed for at indrette sig, som de finder bedst. Både børn og familier i sin helhed er forskellige og passer sjældent godt ned i de kommunale kasser. Jeg vil arbejde for, at vi sætter en stopper for den kommunale kassetænkning og sætter familierne fri – både økonomisk og strukturelt – til at indrette det familieliv, de kunne tænke sig. Dette fordrer en kreativ og tillidsfuld tilgang til den kommunale opgaveløsning, samt at vi løbende sikrer gode vilkår for vores stærke foreningsliv, gode kultur- og fritidstilbud og hjælp til de, der har behov herfor. Det er alt sammen en del af det gode liv i Vejen Kommune – og det er de rammer, som jeg gerne vil ind og arbejde med.”
Formand for Vejens konservative vælgerforening Peter Simoni forklarer endvidere:
”Mike er et indlysende politisk talent og vi (bestyrelsen) har store forventninger til ham under valgkampen. Hans engagement brænder tydeligt igennem, og vi er ikke i tvivl om, at han vil være i stand til at gøre en stor forskel i Vejen Byråd for vores kommune”.