Knud Peter Wad, Brørup genopstiller for Det konservative Folkeparti

Ligesom sin partikollega Jakob Bech Jensen har Knud Peter Wad sagt ja til partiets opfordring til at genopstille til byrådsvalget i november i år. Han motiverer sit kandidatur således:

”Jeg er blevet bidt af politik. Jeg får indsigt og indflydelse på den politik, der føres i Vejen kommune. Som næstformand i udvalget for skole og børn er jeg med til at sætte en proces i gang der vil være til glæde for børnene – og deres forældre –  i kommunen. Vi vil gennem ændrede og mere fleksible læringsmiljøer i både daginstitutioner og folkeskoler skabe bedre trivsel blandt både børn og personale. Det skal samtidig bidrage til at vi får endnu flere uddannelsesparate unge. Denne opgave vil jeg gerne være med til at følge til dørs.

Jeg vil selvfølgelig arbejde for gode løsninger til glæde for alle kommunens borgere. Og ser mig selv som Brørups borgerlige stemme.

I den kommende periode skal vi fortsat arbejde på at at tiltrække flere borgere til kommunen. Det kan vi bl.a. ved at være en kommune med et godt erhvervsklima, have en god infrastruktur, tilbyde gode forhold for børn og unge, have et aktivt foreningsliv og tilbyde attraktive byggegrunde i hele kommunen. Nemmere både at drive virksomhed og at være borger. På den måde kan Vejen kommunen blive en af de bedste kommuner i Danmark”.

Partiets borgmesterkandidat, Frank Schmidt-Hansen glæder sig over at supplere den konservative liste:

”Det siger sg selv at det styrker os at have en stærk kandiadt i Brørup. Derfor er det dejligt at Knud Peter er parat til endnu en periode. Han har været et stort aktiv i gruppen og med stort engagement, hvor især hans post som næstformand i skole og børn, allerede har skabt synlige konservative resultater”.

Formand for Vejens konservative vælgerforening Peter Simoni supplerer:

”Vi er glade for Knud Peters tilsagn om genopstilling. Han blev ”kastet for løverne” med en næstformandspost i skole- og børn udvalget. Der er han gået til opgaven med krum hals og har ikke mistet gejsten. Tværtimod. Og det mærker vi i hans tilgang og hans ildu for netop det betroede politiske område. Så, der var ikke så meget tvivl, om hans genopstilling.”