Konservative genopstiller Jakob Bech Jensen, Lintrup
Det konservative Folkeparti i Vejen Kommune er, som de fleste partier, i fuld gang med at rekruttere kandidater til byrådsvalget i november. Og hvad er mere naturligt end at spørge dem, som i dag sidder i byrådet:
Jakob Bech Jensen fra Lintrup har sagt ja til at genopstille til valget i november 2021, og motiverer sin beslutning: “Udover at jeg står for fortsat ordentlighed , en sund økonomi og samarbejde, så er der for mig tre vigtige ting i en veldrevet kommune:
- Vi skal fortsat have fokus på landdistrikterne, trafiksikkerhed og det frivillige foreningsliv. Ca. halvdelen af kommunens befolkning bor ude i landdistrikterne. Vi skal have fokus på bosætning i hele Vejen kommune og da især i landdistrikterne, hvor ikke alt kommer af sig selv. Det er vigtigt, at kommunen understøtter de små samfund.
- Trafiksikkerhed fordi alle gerne skulle kunne færdes trygt og sikkert i trafikken. Cykelstier er godt for folkesundheden og trafiksikkerheden.
- Det frivillige foreningsliv fordi foreningerne lige meget hvilken forening det er gør en kæmpe forskel for børn, unge og ældre. Vi er en aktiv kommune og det skal vi blive ved med at være.”
Partiets borgmesterkandidat, Frank Schmidt-Hansen tager godt i mod genopstillingen:
Som borgmesterkandidat er jeg selvsagt afhængig af, at få en stærkt kandidathold bag mig. Jakob har i sin første periode udvist stor flid, sat sig ind i sit stof i Sundhed – Kultur og Fritidsudvalget og har derudover været en fantastisk repræsentant i Landdistriktsudvalget og Beredskabskommissionen, hvor han begge steder har fingeren helt på pulsen. Jakob er en rigtig vigtigt holdspiller, og altid ordentlig i hans tilgang, jeg ser frem til 4 år mere med Jakob ved min side.
Formand for Vejens konservative vælgerforening Peter Simoni supplerer:
”Jakob er et sikkert valg for os. Han har fuldt ud levet op til vores forventninger. Både fagligt og personligt. Derfor var det helt naturligt, at vi igen har hans navn med på vores liste. Et oplagt genvalg.”