Line Ehlert Thomsen, Thorsted er klar til at kæmpe for konservative stemmer

Ifm. vores generalforsamling og opstillingsmøde i juni måned måtte vi erkende, at vi ikke havde opnået en tilfredsstillende repræsentation af kvinder på vores liste. Derfor er det med stor glæde, at vi nu kan præsentere Line Ehlert Thomsen, som ny kandidat til kommunalvalget i november.

Line har ikke sine konservative grundholdninger fra fremmede. Det har hun fået med fra sin opvækst på Kegnæs (Sydals), hvor hendes mor var konservativ byrådskandidat.

Line Ehlert Thomsen er en stærk erhvervsprofil via lederstillinger hos LEGO Koncernen, hvor hun har sit daglige professionelle virke. Politisk brænder hun især for den vilde natur og bæredygtighed. Og tilføjer:

”Jeg stiller også op for at udfordre tendensen til, at kommunalpolitik er domineret af mænd, ligestilling betyder også meget for mig. Jeg er 39 år, har 2 små børn og en spændende stilling hos LEGO koncernen, så det ville være oplagt at sige nej tak. Men jeg brænder for at gøre en forskel. Så jeg glæder mig til at være en del af den konservative kandidat-familie.”

Vores Borgmesterkandidat Frank Schmidt-Hansen supplerer:

”Det er en stor glæde for mig at byde Line velkommen på holdet. Jeg tror godt jeg tør love at vi har partiernes nordligst bosiddende kandidat i Vejen Kommune – et område af kommunen, som meget sjældent er repræsenteret i byrådet endsige, har en kandidat på en af listerne. Det er en fornøjelse, at vi denne gang er så bredt opstillet.

Line kommer med nogle solide og fantastiske værdier og holdninger, som vi har brug for og passer til vores valgprogram. Derfor supplerer hun kandidat-teamet på bedste vis.”

(DKF, Vejen)